Totalrenoveret udsigtsvilla til børnefamilien
Den fantastiske udsigt, den totalrenoverede villa eller haven med den lækre, store terrasse, det er ikke til at sige, hvad I først forelsker jer i, men vi kan love jer, at det bliver kærlighed ved første blik, når I ankommer til Duevej 19.
Det er børnefamiliens moderne drømmehjem, der nu står til salg her i de trygge rammer af en lukket villavej i Slangerup. Slår I ejendommen op på BBR, siger byggeåret 1966, men I møder alt andet end en 60er-villa, for foran jer står en topmoderne, gennemført villa med pudset facade og rene linjer fra start til slut.
Villaen ligger højt i landskabet og byder på Slangerups måske bedste udsigt, som I kan nyde fra både hus og have, og en lang række store vinduespartier åbner huset op mod udsigten i syd, for der blev tænkt over detaljerne, da villaen blev gennemrenoveret i 2022. I den forbindelse blev stueetagen totalrenoveret, og førstesalen blev tilføjet. Det er udført som et trempelhus med henblik på en optimal førstesal. Den omfattende renovering havde fokus på at skabe et moderne hjem, der samtidig var så vedligeholdelsesfrit som muligt.
I forbindelse med istandsættelsen blev der bl.a. lavet nyt el, indlagt gulvvarme overalt samt lavet to nye badeværelser i lækre materialer, og der blev efterisoleret i gulve, vægge og tag efter nutidens standarder. Der blev installeret nyt gasfyr i 2021, og det vil kun kræve en varmepumpe for at opnå Energimærke A2015, hvis man ønsker dette. Huset er i det hele taget energivenligt, og udgifter til varme og el er lave i forhold til husets størrelse.
ET HJEM MED INDBYGGET HERLIGHEDSVÆRDI
En udsigtsvilla, en kvalitetsvilla, en familievilla, kært barn har mange navne, og listen over husets fordele er lang. Hjemmet er skræddersyet til det gode familieliv, ligesom haven er skræddersyet til det bedste udeliv. Indendørs venter 172 lækre m2 fordelt over de to etager, og det starter godt allerede i entréen, for I vil ikke blot bemærke den smagfulde indretning, men også de mange dejlige kvadratmeter. Der er nemlig sørget for rigelig plads til at tage imod gæster og til at komme ud af døren som en hel familie hver morgen, og plads er også et nøgleord i det tilstødende bryggers. Fra entréen kan I også bevæge jer mod fire værelser, et bad og en stue på førstesalen, og I får ikke en bedre start på dagen, end når I vågner på soveværelset til frit udsyn over horisonten.
Nede i stueplan er det lys, luft og udsigt, der møder jer, når I træder ind i husets leverum, hvor stuen ligger i delvist åben forbindelse til det store køkken-alrum. Køkkenet er trukket ud i rummet, så man fra køkkenøen kan have et øje på børnene, der leger i haven, mens sidste hånd lægges på aftensmaden, og bemærk en fin detalje i form af vasken, der er placeret omme bagved, så I ikke skal se på opvasken, når maden stilles på bordet.
Når sommeren kommer, vil køkken-alrummet straks smelte sammen med haven og særligt terrassen. Skydedøren skaber en flydende overgang til sommerens faste base, som bliver den kæmpestore, lækre og hyggelige træterrasse med både fuld sol og overdækkede områder. Solen finder jer fra morgen til aften, og med en placering på toppen af bakken er udsigten i top. I ser ud over by og land, ja, faktisk helt til Ølstykke.
SLANGERUP: EN TRYG BASE FOR BØRNEFAMILIE
Apropos udsigten, så vidner den også om det gode nærmiljø. Fra førstesalen kan I nemlig se over til legepladsen ved Byvangskolen, og i en radius af 500 meter har I også Kingoskolen, to børnehaver, en sportshal, en svømmehal, tennisbaner, fodboldbaner osv. Slangerup er i det hele taget en by med alt, hvad I kan ønske jer. Her er gode indkøbsmuligheder, butikker, biograf, og så er byen kendt for et godt sammenhold, hvor der er stor opbakning til højtider og sociale arrangementer.
Vi kan kun anbefale jer, at I kommer med ud og oplever Duevej 19. Kontakt os allerede i dag.
Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.