SØRISGAARD: ET TRELÆNGET EVENTYR MED PLADS TIL AT DRØMME STORT
Hvis I lukker øjnene og forestiller jer billedet på landlig idyl, så er det Sørisgaard, der dukker op for jeres indre blik. Midt i Naturpark Mølleåens smukke landskab ligger denne drøm af en trelænget gård, som rummer en fantastisk charme og en historie, der trækker tråde langt tilbage i tiden. Med to godkendte boliger, over 3000 m2 driftsbygninger og 80 hektar jord er der plads til at drømme stort, så ejendommen kan danne ramme om bofællesskabet, erhverv, håndværkerens værksted, gårdbutikken eller jægerens eget paradis - her er højt til himlen og plads til det hele!
SKRIV JER IND I EJENDOMMENS LANGE HISTORIE
Gården blev flyttet ud af Jørlunde - nærmeste landsby - omkring år 1840, og den har været hjemsted for tre generationer af familien Algreen, men historien går faktisk endnu længere tilbage, for Hans Algreen samlede og kortlagde hundredvis af stenalderredskaber, som påviste en levende stenalderkultur på disse jorder for intet mindre end 13.000 år siden. Historien er altså lagret i landskabet på denne del af egnen, hvor selve Naturpark Mølleåen folder sig ud med et smukt kuperet terræn - en såkaldt tunneldal fra istiden - som I kan nyde fri udsigt over, som I bevæger jer omkring på gården. I vil aldrig blive trætte af det lange kig, der vandrer ud over skov, bølgende marker og horisonten i det fjerne.
Jorden har nu været drevet økologisk i næsten 40 år, og den har været ophav til de kendte Søris-rodfrugter, så gode ting kommer ud af Sørisgaard. Det er nu op til jer at beslutte, om næste kapitel skal handle om landbrug, stutteri eller den drøm, det kan være at samle flere generationer på samme matrikel.
MULIGHEDERNES LAND
Den trelængede gård tager imod jer med åbne arme: I kommer kørende ind gennem porten og bydes velkommen af det høje, gamle lindetræ, der rejser sig så flot midt på gårdspladsen. Tonen er hermed slået an, og det er vaskeægte landidyl, der møder jer fra start til slut - og før I vender blikket mod boligerne, lokker både udbygninger, have og jord med en masse oplevelser.
De ca. 80 hektar jord gør denne ejendom helt unik, og den betyder, at I får jeres eget stykke af landskabet, hvor I kan komme helt tæt på naturen. Der er ænder i dammen, der er ynglende tårnfalke i falkekassen, og der er græssende råvildt og harer i haven, mens fasaner og agerhøns lægger vejen over gårdspladsen. Samtidig får I en stor, smuk have med 200 år gamle træer og et hav af blomstrende buske, så I kan slentre gennem en oase med staudebede, kirsebær-, æble-, blomme- og pæretræer. Sikke en drøm!
Dertil kommer at de12 hektar er fantastisk smuk skov, der er helt jeres egen. Skoven folder sig ud med løvtræer, eg og birk i et kuperet terræn med skønne græsstier, moser, et unikt fugleliv og en hyggelig bålplads på den sydvendte skråning, og scenen er altså sat for et enestående udeliv i rammerne af egen matrikel. Jeres skov er desuden forbundet med Slagslunde Skov, så I kan cykle langs skovstier forbi tunneldalens småsøer helt ind til Furesøen. Skulle I ønske jer mindre jord, er der desuden en køber, der er interesseret.
Hvis I kan løsrive jer fra skov og have, så lad turen gå mod de mange store driftsbygninger. En stor del fungerer i dag som pakkeri med kølerum, personalestue med køkken og badeværelse samt kontorer, og dertil kommer en hyggelig, tidligere gårdbutik. Pt. er der en lejer i pakkeriet, men måske I selv har vilde drømme om, hvad de gode kvadratmeter skal bruges til. Mulighederne for udlejning og bortforpagtning er jord er mange. I får desuden en fantastisk stor lade og nogle ældre staldbygninger, som I kan sætte jeres eget præg på. I kan også etablere en ny stald og fremover nyde godt af de mange flotte ture til hesteryg, som kan gå gennem egen skov mod Buresø for en badetur.
Som endnu et stort plus skal det nævnes, at der er billig opvarmning med træflis, og et stort nyere solcelleanlæg på 50 kW er placeret på taget af produktionsbygningen.
Skulle du ønske at erhverve ejendommen med mindre jord, kan dette også være en mulighed, da der er køber til en del af jorden, men det kan du som køber selv være med til at beslutte.
CHARMEN FØLGER MED JER INDENFOR
Det er et charmerende hovedhus og nogle fine længer, der indrammer gårdspladsen, og inde bag de småsprossede vinduer venter nogle dejlige boliger, hvor charmen er bevaret i takt med løbende istandsættelser. I får to godkendte boliger på hhv. 330 og 160 m2, og lad os starte med et nærmere kig på det store hovedhus, som blev gennemrenoveret i 2005-08. Et stort, elegant HTH-køkken forenes med stuen på i alt 56 m2 med egetræsgulv og gulvvarme, og sidstnævnte går igen på begge badeværelser i stueplan, hvor I også finder flere fine værelser. Ovenpå venter yderligere tre værelser, et bad og en stor, lys og højloftet stue, der har adgang til endnu et køkken. Her kan altså nemt indrettes en afdeling til den ældre eller yngre generation, der vil bo under samme tag.
Videre til bolig nr. 2, som i stueplan byder på bryggers, bad, to værelser og et dejligt, åbent opholdsrum. Prikken over iet er en lækker førstesal, som blev etableret i 2012, og som råder over to ekstra værelser samt et opholdsmiljø, der charmerer med loft til kip og blotlagte hanebånd. Denne bolig fuldendes desuden af en vestvendt terrasse i sin egen store have.
HER VENTER EN TILVÆRELSE I PAGT MED NATUREN
men ikke langt fra hverdagen. I placerer jer i malerisk idyl med natur til alle sider og for enden af en lukket vej, hvor markerne bliver jeres nærmeste naboer, men I bor samtidig midt mellem Slangerup og Ølstykke, så hverdagen venter i nabolaget. Der er kun 15 minutter på cykel til skolen samt S-toget fra Ølstykke Station, og I kan køre til SuperBrugsen og Netto i Slangerup på fem minutter, mens København venter kun 35 minutter i bil fra adressen.
Så er det tid til at udleve jeres drømme? Kom med på en fremvisning af fantastiske Sørisgaard. Kontakt Freck Bolig allerede i dag.
Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.